Ny forestilling!

Stoffer og Connie
~ eller ~
Hr Weyse og Fru Mozart


Ægteparret Stoffer og Connie arbejder ihærdigt på at genopsætte et historisk syngestykke, som skildrer et møde melem Hr Weyse og fru Mozart i København.

  • Vil det lykkes for dem?
  • Holder det i dag?
  • Kan de gøre det vedkommende for et nutidigt publikum?
  • Kan de adskille deres privatliv og professionelle liv?
  • Kan Connie stadig passe kostumerne?
  • Kan Stoffer stadig slå en klo klaveret?
  • Fik de truffet alle de rigtige valg?
  • Få svar på dette og meget mere i denne herlige forestilling...

En uselvhøjtidelig musikalsk forestilling om teater, sang og musik i dag og for 200 år siden... og ikke mindst om at få truffet de rigtige valg her i livet.



Om forestillingen

Forestillingen ”Stoffer og Connie eller Hr. Weyse og fru Mozart” tager sit udspring i forestillingen ”Fru Nissen i Lavendelstræde”, som Den Jyske Opera producerede og turnerede med i 2002.

Forestillingen var skrevet af forfatteren Mette Winge efter idé af Kirsten Vaupel, og omhandlede et fiktivt møde mellem Weyse og Constanze Nissen (Mozarts enke) som boede 10 år i København efter Mozarts død.

Stykkets skildring af kunstneres eviggyldige splittelse mellem talent, muligheder, tvivl, stræben efter det ypperlige mv. synes vi er et spændende og relevant bindeled til en nutidig handlingsramme omhandlende et kunstner par af i dag - og deres kamp og stræben med deres egen kunst og deres eksistensgrundlag.

Vi synes der er flere tilsyneladende eviggyldige parallelle sider af det at være (ung) kunstner i de tidlige 1800 år og de tidlige 2000 år. Vore arbejdsgivere er forskellige, vore anmeldere er forskellige, vore publikummer er forskellige, og selvfølgelig er de ydre rammer utroligt forskellige - og så alligevel - er de nu også det…?

Det er nogle af disse paralleller og forskelle vi kunne tænke os at belyse i denne forestilling.

Nutid og datid kædet sammen i to sangeres arbejde med et stykke, som måske kunne have været dem selv, for to hundrede år siden.

Derfor har vi bedt operasangeren Kirsten Vaupel - som i dag har slået sig fast som romanforfatter i sin egen ret - til at skrive et nyt stykke for os. Et stykke som tager sit udspring i ”Fru Nissen i Lavendelstræde”, men som fortrinsvis har sit handlingsudspring i et kunstnermiljø på godt og ondt i Danmark i 2015. Den eviggyldige usikkerhed hos mennekser, der har valgt at følge en ikke slagen livsbane - her er det indenfor kunsten, men det gælder absolut også indenfor mange andre uddannelsesvalg og prioriteringer, som unge mennesker står over for. Valg man fra manges side hører bør vælges fornuftigt og praktisk, ud fra arbejdsmarked, jobmuligheder osv. osv. - men hvor man måske lige

burde stoppe op, for at lytte til hvad ens eget hjerte og mavefornemmelse siger? Og det er jo netop sådanne store og essentielle spørgsmål scenekunst kan stille sit publikum, og få det til at reflektere over i relation til ens egen livssituation...

Scenografisk skal forestillingen holdes på et enkelt niveau. Det skal være muligt for de to medvirkende at transportere, opsætte og afvikle forestillingen alene to.

Den bliver derfor holdt med et minimum af møbler og rekvisitter, men til gengæld med projektioner, som skal kunne belyse tid og sted, stemninger og udtryk, så betragteren føler sig godt taget med på ”rejsen” rundt i de to tidsaldre. Scenografi og projektioner skabes her i samspil af Mikael Melbye (9 gange Reumert nomineret) og Wendel Harrington (2 Tony Awards).

Denne enkelhed giver desuden forestillingen et minimum af scenetekniske krav, som vil gøre det muligt at spille forestillingen i en utrolig bred vifte af spillesteder. Alt lige fra landets forskellige teatre over kulturhuse til skoler og foreningslokaler mv.

Sammenfattet arbejder vi med vores vidunderlige instruktør Kit Eichler hen imod, at forestillingen, med sin brug af klassisk tale-teater, live musik og sang på professionelt niveau og i flere stilarter og genrer, samt scenografiske virkemidler, der varierer fra det dagligdags kendte, over historiske tableauer til det mere konceptuelle visuelle teater, vil henvende sig til et bredt publikum varierende fra det modne musikglade teaterpublikum og absolut også til et ungt, ikke teatervant, publikum.

Sidst, men ikke mindst, garneres hele forestillingen med en stor portion selvironi, humor og uselvhøjtidelighed. Vores store ønske er desuden at bringe operagenren i øjenhøjde med sit publikum, og gøre den nærværende og intim. Begge disse elementer blev hurtigt vores adelsmærke i de forestillinger vi producerede i DogmeOpera´s regi, og som blev betragtelige publikumssucceser de år kompagniet DogmeOpera eksisterede.

Medvirkende

Elsebeth Dreisig

Sopran. E.D. er en af de førende freelance sopraner i Danmark. I sin omfattende karriere har hun sunget en endeløs række af de store roller i sit fag, som bl.a. Mimi og Madama Butterfly.

I en længere årrække var hun fast tilknyttet Den Jyske Opera, men siden har Det Kongelige Teater haft bud efter hende talrige gange, bl.a. høstede hun mange roser for sin fortolkning af Enkedronningen i Bo Holtens opera Livlægens Besøg.

Flere af landets mindre kammeroperaer har ligeledes nydt godt af Elsebeths smukke stemme. Senest Den Fynske Opera i 2014 i Niels Martinsens opera Dr. Jekylls Advokat. Operaen i Malmö har ligeledes haft adskillige bud efter E.D. bl.a. også her som Madama Butterfly. E.D. udgav i 2013 CD´en La Speranza med italienske operaarier.

Jan Lund

Tenor og Pianist. J.L. har både en klaver og en sanguddannelse bag sig, og er en af de bredest favnende danske klassiske sangere. Hans repertoire er enormt, og strækker sig fra de store klassiske operaroller, over musicals til en endeløs række af uropførelser af moderne opera.

Han har sunget på stort set alle de danske operascener. Alt fra de små kammeroperaer over Den Jyske Opera til Det Kongelige Teater har gentagne gange haft bud efter ham.

I udlandet har J.L. haft tilknytning til kompagnier i Østrig, Belgien, Holland, Norge, England og Skotland. Senest i USA, hvor J.L. i 2014 fik sin amerikanske debut på The Dallas Opera. J.L. er desuden en skattet koncert og oratoriesolist, og han har adskillige CD udgivelser bag sig.



Bag scenen

Kirsten Vaupel

Operasanger og Forfatter. K.V. blev for alvor kendt i den brede offentlighed som 2.dame i Bergmans Tryllefløjte film. Hun har haft en stor og varieret karriere indenfor opera, operette og også som show-sanger, bl.a. som medlem af Swing Sisters. I dag har K.V. etableret sig som forfatter og foredragsholder, og har netop udgivet sin anden roman.

Kit Eichler

Skuespiller og Instruktør. K.E. har haft en omfattende karriere i dansk skuespil, og har dækket en endeløs række af karakterer inden for både teater og revy. De senere år har K.E. helliget sig instruktør opgaven mere og mere, og har instrueret adskillige teater, musical og operaforestillinger i Danmark og Tyskland..

Wendall Harrington

Video Designer. W.H. er en af USA´s fornemste video designere. Hun er modtager af adskillige priser for sine forestillinger, som strækker sig over store Broadway forestillinger over off-Broadway shows til ballet og operaforestillinger over hele verden

Mikael Melbye

Operasanger, Instruktør og Billedkunstner. Efter en glorværdig international karriere som operasanger på alle verdens store scener, startede M.M. en lige så omfattende karriere som både instruktør og scenograf, og har sat forestillinger i scene over hele verden. Adskillige af disse forestillinger er både nationalt og internationalt blevet prisbelønnede.